Et frigjort samfund består af frigjorte individer.

Som en orienterende generalisering kunne man sige, at den politiske filosofi siden oplysningstiden har været (over)fokuseret på kollektiv emancipation. Hvem der indgår i det kollektiv man ønsker at frigøre varierer godt nok, men fokuset er altså ikke desto mindre først og fremmest på kollektiv emancipation. Lidt firkantet kunne man sige, at den klassiske liberalisme havde en kollektiv emancipation af borgerskabet som dens mål, mens socialismen har en kollektiv emancipation af arbejderklassen som sit mål. Det er imidlertid problematisk udelukkende at have sit fokus på kollektiv emancipation, for et samfund består selvsagt ikke blot af forbindelser imellem individer (heriblandt de strukturer som individerne er underlagt), men selvfølgelig også af de individer der er forbindelser imellem.

Spidsformuleret kunne man sige, at et strukturelt emanciperet samfund ikke er til megen nytte, såfremt det består af traumatiserede neurotikere med misbrugsproblemer. Et velfungerende emanciperet kollektiv kan altså med andre ord næppe bestå eller udvikles kontinuerligt, hvis det udgøres af dysfunktionelle individer, hvorfor kollektivet bør bestræbe sig på, at bruge ressourcer på at frigøre såvel den enkelte som helheden. Det psykopatologiske individ der ikke kan overskride sin egocentrisme vil således snarere være en byrde for den demokratiske udvikling af et samfund, end en force, idet selvoverskridelse og selvbeherskelse er nødvendige forudsætninger for at en egalitær og libertær samfundsorden kan komme på benene og ikke mindst bestå. En helhedsorienteret libertær praksis er derfor nødt til både at beskæftige sig med de individuelle og kollektive facetter af emancipationen.

Et eksempel kunne være en konsensusdemokratisk beslutning. For at kunne få en sådan til at fungere er det nødvendigt, at de implicerede er i stand til at indgå kompromisser og tilsidesætte egne viljer og ønsker for at få tingene til at køre. Konsekvensen kan ellers blive træghed og ubeslutsomhed, i en proces som trækker tænder ud, idet den kan forekomme ikke at være stort andet end et langstrakt og perspektivløst skænderi. Konsensusbeslutninger er derfor heller ikke noget man bør bestræbe sig på af princip, for de kan være meget svære at opnå - især jo større mængden af individer som skal indgå i konsensusbeslutningen er - såfremt blot nogle få forventer altid at få deres stemme hørt og deres vilje sat igennem. Alle kan ikke få ret hele tiden. Det egocentriske individ vil i en demokratisk sammenhæng spørge “hvad synes jeg er bedst for mig og hvordan opnår jeg det?” og vil således kunne bremse for den demokratiske proces, udelukkende fordi vedkommende ikke er i stand til at se hinsides egen næsetip, mens det egentligt demokratiske og derfor gruppeorienterede individ vil spørge “hvad synes vi er bedst for os og hvordan opnår vi det bedst sammen?”.

Ser man det som undertrykkelse, at man ikke altid får sin stemme hørt, er man egocentriker snarere end gruppeorienteret. Det er barnets logik, ikke den voksnes. Det er ikke dine små individuelle interesser der er væsentlige, men vores interesser og hvordan vi bedst plejer dem sammen. Hvis du insisterer på altid at blive hørt, altid at udvirke indflydelse på en beslutning, altid på at få noget at skulle have sagt, så evner du ikke at overskride dig selv og din overdrevne fokus på dig selv vil være det egentligt repressive i sammenhængen. Det er ikke undertykkelse at blive nedstemt i en beslutningstagningsproces, man frivilligt befinder dig i. Det er den pris man må betale, hvis tingene skal fungere og beslutninger skal træffes. Alle vil aldrig være lige glade for alle beslutninger der træffes, men det bør man heller ikke forvente. Såfremt man føler, at der ingen lydhørhed er for de idéer og holdninger man bringer til bordet og sjældent er tilfreds med de beslutninger der træffes, bør man imidlertid nok spørge sig selv om man har lyst til at bruge mere af sin tid i det pågældende fællesskab. Grundlaget for et velfungerende demokratisk fællesskab er nemlig altid frivillighed, og man skal selvfølgelig være fri til at indgå i andre associationer med andre mennesker, under andre forhold, såfremt det passer een bedre.

Det egocentriske individ befinder sig i et mentalt og emotionelt fangenskab. Det er så at sige fængslet i dets eget hoved, følelsesliv og perspektiv. Det evner ikke at drage omsorg for andre, og som oftest ikke engang for sig selv. Det fuldstændig egocentriske menneske er godt nok en patologisk sjældenhed, for de fleste udvikler heldigvis (i det mindste en grad) af empati og kan drage omsorg for andre end dem selv, men vi har alle tendensen til selvretfærdighed og egoisme i os, hvorfor vi er nødt til at se på den indre repression i os selv, samtidig med at vi fokusere på den udefrakommende repression som forvoldes af andre. Vi er altså nødsaget til at arbejde med os selv og være os bevidste om vore skyggesider, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at kunne opretholde emanciperede fællesskaber. Det er så den individuelle side af sagen. Den kollektive side af sagen er, at der ikke blot gøres plads til den enkeltes emancipation, men at den ligefrem tilskyndes. Det frie samfund er således omsorgsfuldt og omfavnende, men aldrig omklamrende. Fællesskabet vil derfor til envher tid bestræbe sig på at skabe institutioner som fodrer den enkeltes udvikling. Institutioner hvori den enkelte oplever og derfor lærer værdien af både frihed og demokratisk samarbejde allerede fra barnsben. Der bør derfor være fokus på at skabe, eller måske snarere generindre, en frigørelsens pædagogik og dernæst på at etablere institutioner hvori en sådan praktiseres. Det vil jeg derfor skrive om i et senere blogindlæg.