Samtidig må en udtalt historieløshed præge de krigspositive politikere, for er den fortsat igangværende krig virkelig en ædel kamp imod religiøse mørkemænd? Selv hvis vi - for argumentets skyld - tager den officielle krigsbegrundelse for gode varer, så kan krigen højst opfattes som et omfattende oprydningsarbejde efter Reagans udenrigspolitiske parløb med fundamentalisten og ekspræsidenten af Pakistan Muhammed Zia ul-Haq, idet man med saudiarabiske midler i 1980’erne byggede islamistiske koranskoler i stor stil langs den pakistansk-afghanske grænse og sendte mange tusinde hellige krigere ind i Afghanistan for at bekæmpe den sovjetiske tilstedeværelse i landet. Efterfølgende så man den anden vej, mens både etableringen af al-Qaeda fandt sted, og grundlaget for det Taliban-styrede Afghanistan blev lagt. Den islamistiske radikalisering af såvel Pakistan som Afghanistan kan således let vurderes at være en utilsigtet konsekvens af en særdeles aggressiv koldkrigspolitik, men denne betydningsfulde nøgle til forståelse af konfliktens historik undlader bannerførerne for den aktivistiske udenrigspolitik i reglen at komme ind på. Derfor foranlediges man let til at stille spørgsmålet: Har de danske krigspositive politikere virkelig en så snæver historisk horisont, at de ikke engang evner at analysere blot få årtier tilbage?
Ser vi nærmere på krigens begyndelse, bliver det endvidere hurtigt krystalklart, at de vestlige krigsmagter ikke har rent mel i posen. Krigen påbegyndtes allerede lidt over en måned efter angrebet på tvillingetårnene d. 11. september. Et angreb, der ifølge den officielle forklaring primært blev begået af folk med saudiarabiske pas, som havde forberedt angrebet i Tyskland, hvorfor det altså ikke blev udført af hverken folk med afghansk baggrund eller forberedt på afghansk jord. Washington forlangte efterfølgende udlevering af Osama bin Laden, hvilket man nægtede fra afghansk side, såfremt der ikke blev leveret konkrete beviser på bin Ladens medskyldighed. Et ganske legitimt krav, burde man mene. Sådanne beviser blev så vidt vides aldrig leveret, og krigen blev kort efter påbegyndt, uden at der forelå autorisation hertil fra FNs Sikkerhedsråd, hvilket teoretisk set betyder, at krigen blev påbegyndt i uoverensstemmelse med folkerettens forskrifter. Den var med andre ord, ligesom Irak-krigen, i strid med flere internationale konventioner, som Danmark har underskrevet og dermed lovet at holde i hævd. I det mindste til at begynde med. FN-sanktioneringen af krigen kom nemlig først senere og altså derfor retroaktivt, hvilket i sig selv er interessant.
Vi kæmpede den gode krig på de godes side, forsikrer politikerne os, men krigen har gennem størstedelen af dens tid været logistisk muliggjort af Usbekistan, et af verdens mest korrupte og brutale diktaturer, og økonomisk af Folkerepublikken Kina, et andet af verden mest repressive regimer, da den amerikanske del i krigen finansieres gennem gældsstiftelse til blandt andre Kina. Endvidere er det meget svært at sluge for folk, der har ulejliget sig med at læse op på den amerikanske udenrigspolitiks historie, at vores soldater skulle kæmpe blandt de noble og moralsk ophøjede. Det er der ganske enkelt ikke noget grundlag for at vurdere, såfremt man, ulig politikerne i det danske Folketing, besidder blot en smule historisk bevidsthed om den amerikanske udenrigspolitik siden anden verdenskrig og især siden krigen i Vietnam. Det bliver ikke lettere at sluge denne underliggende påstand, når man tager med i betragtningen, at vi, blot to år efter krigens påbegyndelse, blev løjet med ind i en anden ørkenkrig, der som bekendt baserede sig på til lejligheden fabrikerede “beviser”. Næppe ligefrem noget man ville forvente af de noble og moralsk ophøjede.
Tilbage står, at vi i tolv år har været i krig med afghanske stammekrigere, som aldrig har udgjort nogen trussel mod dansk territorium, hvorfor det vi nysprogligt kalder forsvarspolitik vanskeligt kan tolkes som andet end en udbredt vilje til at bakke fuldstændig ukritisk op om den amerikanske dominanspolitik. Selvom det er velkendt, at amerikanerne benytter sig af tortur, fortsat støtter repressive regimer verden over og har været i nærmest konstant krig de seneste 65 år, og selvom det nu også blevet kendt, at den amerikanske stat udspionerer os, støtter politikerne dem fortsat ubetinget, hvilket både er ganske sigende og foruroligende.
Den aktivistiske udenrigspolitik har været alt andet end en succes. Afghanistan er langt fra aftalebaniseret og er igen centrum for verdens opiumsproduktion. Irak er stadig nedsunket i kaos ovenpå angrebskrigen mod landet, og Libyen-interventionen skabte ikke et demokratisk paradis på jord men blev i stedet kilden til den nuværende konflikt i Mali. Alligevel er man mere end villig til at drage i krig igen, så snart Washingtons diktat lyder. Det burde vække større forundring, skepsis og kritik, for for blot få årtier siden var det modsatte tilfældet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar