tirsdag den 19. februar 2013

Lydighedskulturen.


 Den intellektuelle har et ansvar i et samfund, hvor han eller hun har mulighed for at udtrykke sig frit dvs. uden nævneværdig risiko for forfølgelse og afstrafning. Først og fremmest bør den intellektuelles opgave være, at udpege politiske, økonomiske og sociale strukturer som er autoritære, hierarkiske og derfor dominansorienterede, for herefter at udfordre disse mhp. at få klargjort om disse strukturer kan retfærdiggøres. Hvis ikke deres legitimitet kan påvises klart og tydeligt, følger det selvfølgelig at de må betegnes som illegitime og de må derfor forsøges skaffet af vejen hurtigst muligt.

De fleste af samfundets væsentligste strukturer er organiseret således, at nogle få dominerer de mange som er underlagt dem, i de institutionelle pyramider. Samfundet er altså overvejende struktureret således, at vi allerede fra barnsben indoktrineres til lydighed og underdanighed og vi lærer derfor allerede ganske tidligt, at indfinde os med andres dominans og kontrol over os. At denne indoktrinering er ganske effektiv kan ses i den kendsgerning, at de færreste nogensinde stiller spørgsmålstegn ved disse autoritære og dominansorienterede strukturers eksistensberettigelse.

Hvis man det meste af sit liv er underlagt andres dominans og kommando, vil mulighederne for at blive et frit og selvstændigt individ være stærkt begrænsede, da der ikke efterlades ret meget plads til selvstændighed, i hverken tanke eller handling, når en ganske stor del af ens liv går med at med følge andres ordrer.

Autoritære politiske og økonomiske strukturer koncentrerer beslutningstagningen i toppen, hvorfor de som er underlagt toppens beslutninger, uden nogensinde selv at få lov til at være med til at tage beslutninger, reduceres til hjul i maskineriet. Det hierarkiske og dominansorienterede samfund spilder således enorme mængder hjernekraft og kreativitet på gulvet ved at umyndiggøre størstedelen af befolkningen og udelukke dem fra beslutningerne og varetagelsen af samfundet og økonomien. Dette er ikke blot et tab for bunden af samfundspyramiden, men for samfundet som helhed.

I den politiske orden kalder vi det parlamentarisme og repræsentativt folkestyre. Vi afgiver vores stemme til andre, som vi gennem hele vores liv er blevet fortalt er myndigere og dygtigere til at varetage væsentlige dele af vores liv, end vi selv er. Men selv indenfor den politiske magtsfæres øverste nationale institution hersker hierarkiet og dominansens logik, idet også mange af de politiske karrieremagere er underlagt hierarkier og dominans, i de mestendels topstyrede partier, med deres øjensynligt skrappe krav til partidisciplin.

På arbejdspladsen sker noget lignende. Vi vinker selvstændigheden farvel og imødekommer føjeligt chefens ordrer, i det mindste så længe han er i nærheden. Gør vi det ikke, risikerer vi fyring grundet samarbejdsvanskeligheder, hvilket egentlig blot er nysprog for manglende lydighed og underkastelse. Når krisen kradser og hundredevis står i kø for at overtage ens plads er der selvsagt ikke det store incitament til ulydighed. Den eneste forhåbning er derfor for mange, at man en dag selv stiger i graderne, så man kan blive den der hundser rundt med de andre. Det er trods alt knap så hårdt at blive sparket i røven dagligt, når man har mulighed for at sende sparket videre ned gennem hakkeordenen.

I en hierarkisk politisk og økonomisk orden, hvor nogle få menneskers dominans over deres mange medmennesker opfattes som en selvfølge, er det ikke måske ikke så underligt, at mennesket ser sig som naturens retmæssige herskere. Konsekvenserne af denne besidder- og herskertrang er dog efterhånden så smertefuldt åbenlyse, at ingen blot nogenlunde oplyst person kan være ubevidst herom. Det herskende politiske og økonomiske system synes derfor at mangle eksistensberettigelse, for hvori skulle denne bestå, når dets fortsatte eksistens undergraver fremtiden for store dele af både menneskeheden og det øvrige liv på planeten?

Intet ved den nuværende tingenes tilstand er baseret på uforanderlige naturlove. Det behøver med andre ord ikke at være sådan. Andre steder i den såkaldte demokratiske verden, er den autoritetskritiske sol allerede vågnet i folks hjerter. I Sydeuropa ser vi hvordan folk forlanger “ægte demokrati nu!” og på den anden side af Atlanten var vi for nylig vidner til en højlydt opposition til finanskapitalisternes bankstervælde. Spørgsmålet er imidlertid hvor længe man her i landet kan blive ved med at smile i sine lænker? Med en del held vil tiden måske snart vise os, at lydighedskulturen besværligt trækker vejret på sit dødsleje. Indtil da er man undskyldt hvis man højlydt kommer til at grine, næste gang nogen begynder at tale om den anti-autoritære danske befolkning.